Hvem er jeg så.
Jeg vil prøve at gøre en lang historie kortere, så den starter tilbage i 1990, hvor jeg med min daværende mand flytter på landet. Vi har butik i byen ,men vi er en dyreglad familie, mine to børn elsker, ligesom jeg selv at ha med dyr at gøre. Så da familien var udvidet med både hund, kat, hamstrer, (nu ikke lige min favorit ,men en musefobi skal man jo ikke sende videre vel) skildpadde, kaniner og hest, ja det var nok sidstnævte der gjorde udslaget. Parcelhuset blev udskiftet, med et dejligt landsted, med plads til udvidelser inden for dyreriget.( hmm. tak "venner" for grise, høns og geder). Det blev en travl hverdag, hvor både børn, butik og gård skulle passes, en hverdag fyldt til bristepunktet, kan jeg se nu.En dag da jeg plukkede æbler i frugthaven, opdagede jeg at græsset var grønnere om jeg så må sige ovre hos hestene. Jeg pjækkede fra æblerne og sadlede Stenz op, og red mod stranden. Tænk en gang det næste jeg så husker er at jeg vågner op ved at min hest står og skubber til mig. Jeg aner ikke hvad jeg laver , men kan se at sadlen ikke lige sidder særlig praktisk, , min ene arm hænger stadig fast i tøjlen. Jeg undskylder over for Stenz at jeg hænger der ,og siger at det hele vist er noget lort nu.Jeg slog bl.a. hovedet og nakken. jeg havde mange smerter, migræne mindst 6 dage om ugen, ku ikke huske og koncentrere mig. Ja mit liv var et helvede i de næste år, og enden blev en førtidspension. Jeg gav op, og vi flyttede tilbage byen. En dag ti år efter, fortalte min datter mig om en healer, vi sku besøge. vi havde nemlig begge allergi, og der ku Ella hjælpe, sagde hun. Hos Ella, der ikke vidste om min ulykke inden, blev jeg informeret om min lille død,som hun kaldte det. Det var nu ikke nogen overraskelse, da jeg efter ulykken tit skældte vor herrre ud for ,at jeg sku rende rundt med den skide smertefulde krop. Men Ella sagde ,at jeg ville få hjælp nu,og jeg nåede lige at tænke, at det havde jeg sku da hørt så mange sige før, da Ella bebudede at jeg ikke skulle ærgre mig, det var først nu, det ku la sig gøre. Det blev startskuddet, til at leve med mit nye jeg. Jeg lovede vor Herre, at jeg skulle gøre mit, hvis jeg bare ku få lidt hjælp. Næste skridt blev en hypnotisør og nlp terapeut. Jeg tænkte jeg trængte til at få det hele snakket igennem, mit liv og ægteskab hang i laser. Min krop skreg ,når jeg nærmede mig hjemmet. Jeg ved ikke helt hvordan, og hvor jeg fandt modet, men med terapeutens hjælp, endte det med ,at jeg meldte mig på skolen . Som det er med sådanne uddannelser , kører man jo lige igennem hele møllen selv. Guderne skal vide , ja det ved de jo nok allerede,at det tog alle mine kræfter og al min tid, men jeg ville det. Desuden havde jo lovet hr. gud at gøre mit,og jeg er tyr siger jeg dig. Jeg nåede omsider til sidste del af kurset , så begyndte der at ske ting og sager.Når jeg skulle afsted på kurset eller jeg skulle øve,og kørte i bilen, kørte folk ud foran mig, jeg fik det ene chok efter det andet. En af de allersidste skoledage inden eksamen, koliderede jeg med en ræv. Bilen rullede afsted og endte på taget i nogle træer neden for en skrænt. Det ka nok være der en deroppe der fik skæld ud, hva fanden var så menigen med alt det skolepis, når det åbenbart nu alligevel bare var meningen at jeg skulle dø. De eneste døde var Mazdaen og ræven, de var til gengæld totalskadede. Min skoletaske var slynget rundt i bilen , og endte i mit hoved. Men den tunge mappe der var i den ellers lukkede taske, lå et andet sted i bilen , med siden om healingprocesen opslået. Min krop rystede det bedste den havde lært, så jeg måtte ha en dag hjemme. Men næste dag måtte jeg afsted igen, eksamen var tæt på, og jeg ku slet ikke overse at skulle til København for at ta resten. Så afsted i ny lånebil, jeg ku nu ikke huske hvor stedet var, men det kunne kroppen. Undskyld til træer og buske, og så videre til Århus. Jeg tror ikke jeg var ret meget til stede den dag, men jeg husker vores gæstelærer den dag,hun var normand og sagde til mig, du må se at finde ud hvad det handler om, for de snakker med store bogstaver i dit liv. Jooh det ku der da vist ikke være tvivl om, men jeg troede jo lige, jeg var på sporet. Få dage efter kom min veninde forbi. Hun havde fået en aftale med en claivoyant, der skulle gæste hendes klinik. Jeg mødte op, og han mente jeg lige sku en smut til fyn, for jeg ku da selv sagde han. Jeg tænkte ,at han nok havde en dårlig dag ,og havde taget helt fejl.men et eller andet måtte jeg jo nok hellere gøre. Jeg troede nok ,at det drejede sig om et besøg , og så var den sag klaret. Jeg ringede fyn op, og fortalte mit ærinde, og at der vist var tale om en fejtagelse, men den anden ende, berettede med et stort grin ,at det troede han bestemt ikke. Kom herover i weekenden, vi er startet men du kan godt nå at være med, så ser vi. Hold da op tænkte jeg , da jeg sad der og ventede på at vi skulle starte. Jeg blev jo så bedt om at præsentere mig, og rundede af med at det vist var noget af en fejltagelse ,at jeg var havnet der.
Det tror jeg nu ikke med de energier ,du har med blev der sagt. Jeg følte mig torskedum, men vi gik i gang.
Efter meditationen, min første iøvrigt, blev jeg selvfølgelig først spurgt . hvad fik du? Jeg fortalte kun, at en engel havde sagt , endelig endelig, men ellers havde jeg ikke fået noget. Så var det nok lige at jeg fik at vide hva' taknemmelighed handlede om. Jo jo men godt ord igen, det var jo ikke det ,vi var sat til at undesøge, der kom til mig.
Det der faktisk kom til mig var ganske lille, først så jeg at det var en engel , så da jeg kom nærmere ,så jeg det var Jesus. Nå du er da godt nok ikke ret stor hva, jeg havde da regnet med ,at du var større, sagde jeg. Nå sagde Jesus, hvor stor vil du da gerne ha mig ? Alt imens han hastigt voksede i størrelse, ja ja okay sagde jeg, nu har jeg vist forstået. Det var vores første møde, jeg sku ikke ha fortalt noget om ,at det var Jesus,der var kommet, det var alt rigeligt, at jeg selv vidste det. Men det gjorde udslaget for mig, at hvis han havde tid til at være her ,så havde jeg nok også.